Trading update for 3. kvartal 2013/14
Matas A/S Selskabsmeddelelse Trading update for 3. kvartal 2013/14 Selskabsmeddelelse 34 Allerød, 2014-01-07 20:30 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Matas A/S giver i denne trading update en opdatering på udviklingen i omsætningen for 3. kvartal af regnskabsåret 2013/14, der omfatter julehandelen, samt en kommentar til indtjeningen i oktober og november 2013. Den positive udvikling er fortsat i 3. kvartal 2013/14, og forventningerne til såvel omsætning som indtjening for 2013/14 fastholdes. Den samlede omsætning i 3. kvartal 2013/14 (1. oktober 2013 – 31. december 2013) udgjorde 1.019 mio. kr. svarende til en vækst på 6,6% i forhold til samme periode i 2012/13. Den sammenlignelige vækst (like-for-like væksten) i egne butikker udgjorde 5,5% i 3. kvartal 2013/14. Like-for-like væksten for de første 9 måneder af 2013/14 udgjorde således 4,1%. Den realiserede EBIT margin i oktober og november 2013 var på linje med forventningerne. Resultatet for december 2013 foreligger endnu ikke. En revaluering af aktiverede Club Matas point forventes at have en mindre negativ effekt på EBIT margin i 3. kvartal 2013/14. Delårsrapporten for 3. kvartal 2013/14 forventes fortsat offentliggjort den 21. februar 2014. Med venlig hilsen Matas A/S